Overskridelser ved Himmerlands Jordhotel udløser skærpet opfølgning

Vesthimmerlands Kommune følger nu op på overskridelser af grænseværdier ved Himmerlands Jordhotel. Det sker, efter at grundvandsprøver fra juni 2026 viste overskridelser af kulbrinter i tre boringer samt en mindre overskridelse af kviksølv i én boring.
Kommunen modtog først resultaterne den 23. september sammen med resultaterne af opfølgende prøver fra september. De seneste prøver viser ikke overskridelser af de grænseværdier, der er fastsat i miljøgodkendelsen.
Kommunen har samtidig indskærpet over for Himmerlands Jordhotel, at kommunen straks skal orienteres, hvis der fremover konstateres overskridelser eller forurening.
”Vesthimmerlands Kommune blev først informeret om overskridelserne i september, selvom prøverne blev foretaget i juni. Derfor har vi indskærpet over for jordhotellet, at vi straks skal underrettes, hvis der konstateres forurening. Samtidig hæfter vi os ved, at de efterfølgende prøver fra september ikke viser overskridelser af grænseværdierne,” siger Christian Olesen, afdelingschef for Natur, Miljø & Sekretariat.
Himmerlands Jordhotel er blevet bedt om at redegøre for de overskridelser, der blev konstateret i juni. Virksomheden har oplyst, at der er bestilt nye prøver som yderligere opfølgning.
Når de nye resultater foreligger, vil kommunen tage stilling til, om prøvefrekvensen ved jordhotellet skal øges.
Vesthimmerlands Kommune fører løbende tilsyn med Himmerlands Jordhotel. Kommunen offentliggør samtidig analyser, påbud, miljøgodkendelser og andet relevant materiale om virksomheden.
Faktaboks:
- Prøver fra juni 2026 viste overskridelser af kulbrinter i tre boringer
- Der blev også konstateret en mindre overskridelse af kviksølv i én boring
- Kommunen modtog prøveresultaterne 23. september
- Opfølgende prøver fra september viste ingen overskridelser
- Himmerlands Jordhotel skal straks orientere kommunen om fremtidige overskridelser
- Virksomheden har bestilt nye prøver
- Kommunen overvejer efterfølgende, om prøvefrekvensen skal øges






Accepter kun nødvendige cookies